Forsker: Vejledning kan hjælpe unge med at få en krog i fremtiden
Den første danske professor i karrierevejledning, Rie Thomsen, besøgte for nyligt Aqqut til en spændende fagdag om vejledning og karrielæring.
Fagdagen, der foregik på Ledelsesakademiet i Nuuk, samlede omkring 40 deltagere, der både kunne deltage fysisk og online. Blandt deltagerne var der både ansatte fra departementerne, vejledere og skoleledere fra skolerne, Majoriaq, brancheskolerne og andre med interesse for unges deltagelse i uddannelse og arbejde
Rie Thomsen startede dagen med at definere karriere, for når man til hverdag taler om at gøre karriere, forstår de fleste det nok som en bevægelse opad; at avancere eller blive forfremmet til en højere stilling.
Inden for forskningen i karrierelæring taler man om karriere som en rejse gennem livet, forklarer Rie Thomsen.
– Hvis de unge forventer, at voksenlivet er en konkurrence, kan det virke slidsomt at gå i gang. Gennem karrievejledning skal eleverne først og fremmest blive nysgerrige, siger hun.
Nysgerrighed og motivation
Det er vigtigt, at karrierelæring og -vejledning tænkes ind i skolerne allerede fra de små klasser, forklarer Rie Thomsen. Det kan for eksempel ske, ved at forældrene inddrages og fortæller, hvad de arbejder med, eller ved at eleverne kommer på besøg hos forskellige virksomheder. Det kan også foregå, ved at eleverne udforsker og drøfter, hvordan livet leves og opretholdes, der hvor de bor, forklarer Rie Thomsen:
– Skolens opgave er ikke at få børn og unge til at svare præcist på, hvad de vil – eller ville noget bestemt. I stedet skal eleverne præsenteres for mange forskellige jobs, for at de får en undersøgende og nysgerrig tilgang til uddannelse og arbejde. SamVej projektet, et udviklings- og forskningsprojekt i Danmark, som Rie Thomsen er engageret i, peger på, at elever bliver mere motiverede for fagene i skolen, når de har fået en forståelse for, hvordan fagene kan bruges i et arbejdsliv. SamVej projektet viser også, at eleverne får inspiration til forskellige liv, uddannelser og job, når skolen iværksætter aktiviteter, hvor de kan undersøge forskellige muligheder, gerne med konkret besøg.
– Vi kalder det, at de har fået en krog i fremtiden, siger Rie Thomsen.
Vejledningsstrategi på vej
Emnet er vigtigt. Selv om tallene for uddannelse viser, det går den rigtige vej, så er det stadig omkring halvdelen af de unge i Grønland, der ikke starter på en uddannelse efter endt skolegang. En af udfordringerne er, at eleverne simpelthen ved for lidt om, hvilke uddannelser og karrieremuligheder, der findes. En undersøgelse udført af Perorsaanermik Ilinniarfik – Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat blandt to folkeskoler i Ilulissat viser, at en betydelig del af den ældste årgang fremstår søgende og uafklarede i forhold til deres muligheder efter folkeskolen.
Naalakkersuisut skal til at udvikle Grønlands første strategi for vejledning. Den forventes klar og implementeret om tre år. Rie Thomsen undersøgt vejledning i en række lande, men ikke i Grønland. Derfor peger hun på, at det er vigtigt, at arbejdet med at udvikle strategien bliver en inddragende proces, hvor den viden, der er i Grønland, og de erfaringer, der er i vejledningen, spiller ind i strategien. Hun håber, at strategien vil opfylde tre mål:
– Jeg håber, man tygger inspirationen fra teorierne, forskningen og fra andre lande godt og grundigt igennem, så strategien bliver godt forankret i de specifikke grønlandske forhold og kultur. Jeg håber også, at det bliver en strategi, som en bred vifte af aktører tager ejerskab over og kan se sig selv i. Og så håber jeg, at børn og unges perspektiver bliver inddraget, siger hun.
Vejledere med masser af ideer
Under fagdagen blev deltagerne indbudt til i grupper at byde ind med deres ideer til karrierelæring og vejledning i skolen. Og der var en enorm idérigdom, fortæller Rie Thomsen.
– Den grønlandske vejlederstand har en god kontakt til de unge og har virkelig mange gode ideer til, hvordan vejledningen kan blive bedre, nå endnu flere og åbne for nye muligheder.
Hun understreger, at god karrierelæring og uddannelsesvejledning ikke har til opgave at få de unge til at føle sig mere pressede. Tværtimod.
– De unge er under nok pres, som det er. Vejledning i skolerne kan hjælpe de unge med at håndtere følelsen af pres i forhold til valg af uddannelse eller karriere, for eksempel ved at tale om at uddannelse og arbejde som en rejse, ikke et valg, som låser en fast resten af livet.
Derfor er en strategi for vejledning en rigtig god ting, understreger Rie Thomsen:
– En strategi gør det ikke alene. Der skal også andre strukturelle tiltag til. Men en strategi kan bidrage til styrke, at vejledernes faglighed inddrages på bedste måde. Man kan sige, at vejledningen er smøremidlet i maskineriet.

Fagdagen blev afholdt i Nuuk, men man kunne også følge med online. Fagdagen kan stadig streames her

Rie Thomsen (t.v.) og Aqqut-koordinator Lene Andersen (t.h.)


