Skip to main content

Praktisk information

Her kan du læse om hvordan det foregår i praksis at have et forløb hos QINNGORNEQ.

Bestil tid til en forsamtale her

Bekræftelse

Når du modtager en SMS fra din terapeut, skal du sende en mail til din terapeut, hvor du bekræfter, at du fortsat ønsker at komme til samtale. Dette gør du ved, at sende en mail til den mailadresse som er angivet i din indkaldelses-SMS. Du skal kun skrive “JA” + dit fulde navn – Du skal ikke skrive andet.

Afbud

Det er meget vigtigt, at du giver besked til din behandler, hvis du ikke kan komme til jeres planlagte samtale. Du skal senest melde afbud kl. 16:00 dagen før jeres planlagte samtale. Hvis du er blevet syg på dagen for jeres planlagte samtale, skal du senest melde afbud kl. 09:00. Du skal have en god grund til at melde afbud til samtalen, da afbud forlænger samtaleforløbet og dermed ventetiden for andre på ventelisten.

Du skal sende en SMS til din behandler på det telefonnummer du har fået af dem. Hvis du har mistet telefonnummeret, så send en mail til Its@aqqut.gl

Udeblivelse

Hvis du udebliver fra en aftale om samtale, så skal du selv sende en SMS til din behandler, eller en mail til Its@aqqut.gl, og bede om at få booket en ny samtale.

Hvis ikke du selv kontakter os inden for 3 arbejdsdage efter du er udeblevet fra en samtale, så afsluttes dit samtaleforløb automatisk.

Tavshedspligt

Vi har tavshedspligt, hvilket betyder at vi ikke fortæller din studievejleder eller nogen andre, hvad vores samtaler handler om.

Fravær på uddannelsen

Du kan få et bevis fra din rådgiver ved QINNGORNEQ om, at du er i et forløb hos os. Dette bevis kan du vise din vejleder på din uddannelse, så du ikke får fravær for de timer, hvor du er til samtale hos os.

Venteliste

Når du ansøger om at komme til samtale hos QINNGORNEQ, kommer du på vores venteliste. Vi har oftest en ventetid på ca. 3 uger til samtaleforløb, men i meget travle perioder kan ventetiden være lidt længere. Så snart det er din tur på ventelisten bliver du kontaktet af en af vores behandlere, som indkalder dig til en samtale. Vi sender oftest en indkaldelse til både det telefonnummer og mail som du har oplyst, da du ansøgte om samtale.

Samtaler

Du aftaler fra gang til gang dato og tidspunkt for samtaler med din behandler. Samtalerne har varighed af ca. 1 time. Samtalerne afholdes i hverdage i tidsrummet mellem 08:00 og 15:30. Du kan få godkendt dit fravær på uddannelsen for at gå til samtaler i QINNGORNEQ.