En af AQQUT’s visioner er at være med til at basere AQQUT’s arbejde i forskning. Det var derfor glædeligt, da en af AQQUT’s terapeuter psykolog Sussanne Hangård Vendelbo i samarbejde med Anja Hvidtfeldt Stanek fra Syddansk Universitet, fik støtte fra Grønlands Forskningsråd til at gennemføre en pilotstudie om sorg – aliasunneq.
Forskningsrapporten er nu tilgængelig her på vores hjemmeside. Rapporten indeholder en analyse af Qinngorneq’s (tidligere Studenterrådgivning i AQQUT) online sorggruppeforløb og hvilken relevans forløbet havde for studerende. Nogle af rapportens hovedkonklusioner er at analysen peger på:
- “Tavshed forstærker og forlænger sorgen, gør sorgen problematisk.”
- “Tavshed om sorgens følelser i familier, og andre nære relationer, kan føre til sekundære tab; f.eks. kan relationen mellem familiemedlemmer og partnere blive svær, parterne kan fjerne sig følelsesmæssigt fra hinanden, de efterladte kan få selvmordstanker, begå selvmordsforsøg eller anvende alkohol eller hash i et forsøg på at undgå sorgen.”
- “Sorg bliver lettere at bære, når man deler den med andre”
Sorggruppeforløbene forløb på dansk, og såfremt studerende ønskede at udtrykke sig på grønlandsk, blev der brugt tolk. AQQUT har siden forskningsrapporten blev skrevet, gennemført yderligere sorggruppeforløb med studerende. Psykolog Sussanne Hangård Vendelbo har sidenhen givet sin viden og erfaring fra sig, således at to af AQQUTs grønlandsktalende terapeuter kan gennemføre to sorggruppeforløb på grønlandsk.
Det er planen, at sådanne online gruppeforløb også udvikles til f.eks. angstforløb, således at flere får gavn af at dele med andre, der har oplevet noget lignende.