Skip to main content

Motivationsproblemer

Nogle oplever i løbet af deres uddannelse at miste motivationen til at komme i skole, eller lave deres hjemmearbejde.

Hvis du oplever motivationsproblemer er det vigtigt at finde frem til hvorfor du har det sådan, og måske tænke over hvor længe det har stået på.

Måske oplever du at gnisten og lysten til skolearbejdet pludselig er væk, og det kan der være flere ting der spiller ind på. En af farerne ved motivationsproblemerne er at man selv kan blive i tvivl om man er på rette spor, og måske fører det til at man trækker sig ind i sig selv. Således får man ikke snakket med andre om, at man har svært ved at finde motivationen frem.

Det betyder ikke nødvendigvis at du er forkert på den. Her er nogle andre bud på hvad der kan påvirke din motivation.

På selve uddannelsen

Nogle gange er det faktorer på selve uddannelsen der gør, at du føler dig mindre motiveret til at dukke op til undervisning, eller til at lave skolearbejde:

  • Har du nogle fag for tiden, der ikke interesserer dig?
  • Har du fag der udfordrer dig mere end andre fag har gjort?
  • Hvad med underviserne?
  • Hvordan har du det med dine klassekammerater eller dine medstuderende?
  • Havde du nogle tanker og forventninger til det at være under uddannelse, der viser sig at være anderledes end du troede?

Hvordan ser dit liv ud lige nu?

Der kan også være faktorer i ens liv der gør at man har svært ved at finde motivationen frem.

Savn

Måske er du ikke i samme by som din familie, kæreste eller bedste ven. Nogle gange kan man mangle dem så meget, at det føles som om uddannelsen ikke er så vigtig alligevel. Mærk efter hvad der er savn, og hvad der er dit egentlige ønske om at færdiggøre din uddannelse.

Pres fra andre

Nogle har svært ved at finde motivationen frem fordi de måske har følt et pres fra forældre eller andre familiemedlemmer om at tage netop den uddannelse. Således er motivationen udefra, og ikke inde fra den studerende selv. Her er det vigtigt at blive bevidst om dette, og øve sig i at mærke efter hvad man selv har lyst til. Også selvom man måske kan komme til at føle at man skuffer sin familie.

Ting der skal bearbejdes

Andre grunde til at miste motivationen kan være at man indenfor den sidste tid har oplevet større forandringer i ens liv eller oplevet ting der har rystet en så meget, at disse ting må bearbejdes før der er energi til skolearbejde.

Manglende motivation fører ofte til studietvivl, men det behøver ikke nødvendigvis at være fordi du går på den forkerte uddannelse, at du har problemer med motivationen.

Du kan eventuelt spørge dig selv om:

  • Hvorfor søgte jeg ind på den her uddannelse?
  • Hvorfor var/er det spændende for mig?
  • Har mine drømme ændret sig, eller ønsker jeg stadig at opnå dette?
  • Er der nogle ting på uddannelsen eller i mit liv der ”skygger” for min motivation lige nu?
  • Hvad er mine langsigtede mål?

Snak med nogen

Det er vigtigt at du også snakker med nogen om hvordan du har det. Her kan familie og venner være en god hjælp, men du har også mulighed for at snakke med din studievejleder eller kontakte Studenterrådgivningen og få en samtale hos en af vores rådgivere.

Vi kan se om der er sammenhænge mellem din motivation og dit liv som det ser ud nu, og hvordan det er muligt at komme videre derfra.

Denne tekst er kopieret fra srg.dk.